Velkommen i Åkøk´net

Hurtig Book : 8682.dk

Hos os i Åkøk’net hersker der næsten altid aktivitet, stemning og glæde. Vi nyder at lave mad og servere det for vores gæster. Særligt er det hos os , at vi har en bred og mangfoldig gæstegruppe . Det spænder lige fra lejrskoler, kursister, sportsfolk til turister og stamgæster, der hvert år kommer for at nyde godt af de kulturelle events og den smukke natur, vi har i Silkeborg.

Hjemmelavet, Friskbagt & Kvalitetsråvarer

Vi laver hjemmelavet mad af friske årstidsbestemte råvarer af høj kvalitet gerne økologiske.
Vi bager selv vores brød langtidshævet med fordej og surdej af økologisk hvede og rugmel og manitobamel ( canadisk hvede med højt proteinindhold) .
Vi gør os umage og bestræber os på at lave sund mad, der passer til målgruppen- dog tænker vi, at det er ferie og weekend, så derfor må der godt være lidt sødt og mindre sundt.
Vi prøver at begrænse madspild, så vi fylder buffeten op efterhånden og beder derfor om jeres tålmodighed.
Vi handler meget gerne lokalt og/eller dansk – kød og pålæg fra Silkeborg Pølsemageri, varmrøgede laks fra Katrinedal Røgeri, frugt og grønt fra Gartnergården i Silkeborg, økologiske mejeriprodukter fra Naturmælk og frisk fisk fra Hjem Fisk i Hanstholm.
Vi serverer maden i hyggelige omgivelser med friske blomster, stearinlys, med smil og godt humør.
Vi deler med glæde ud af det vi ved og kan, og det vi brænder for. Derfor er I altid velkomne til at spørge og udfordre os, hvad enten det er om løberuter, gode restauranter, seværdigheder, opskrifter eller hvad i ellers har på hjertet.

Morgenmaden

Vores egen favorit og hjertebarn- vi elsker at forkæle vores gæster og give dem en god start på dagen.
Vi synes selv, at vi har en af de bedste morgenbuffeter i Danmark og får heldigvis også rigtig meget ros for den.
Lene valfarter rundt i hele verden for at udvikle og forny sig, og hun gør det med glæde – derfor er morgenmaden heller ikke den samme hver dag.
Der er altid hjemmebagt rugbrød, stenalderbrød, franskbrød, forskellige rundstykker, knækbrød og kanelsnegle i weekenden.
I skolernes sommerferie kan man ligefrem bage sine egne vafler. Vi har 3-4 slags hjemmelavede marmelader, hjemmelavet nutella, pølse og pålæg fra Silkeborg Pølsemageri, forskellige oste, økologiske mejeriprodukter fra Naturmælk (et tip: prøv deres skyr, den er fantastisk) masser af drys og honningglaserede nødder, altid frisk frugt, økologisk juice og meget andet. Frisk kaffe og den vildeste Thebar.

Madpakker

Det er muligt at smøre sin egen madpakke fra morgenbuffeten(spørg i køkkenet). Ved større grupper laver vi en madpakkebuffet med rugbrød, burgerboller, pålæg, grønt osv. og man får frugt og vand med til turen.

Se priser her.

Er man flere som rejser sammen, købes madpakker til alle. Der kan købes brød eller bolle enkeltvis

Kagebuffet

(Kun v. forhåndsbestilling, min. antal på 25 pers.)

Er meget populær- vi serverer 10-15 forskellige hjemmebagte kager/ desserter og friskbagte bløde boller med smør.

Aftenbuffet

(Kun v. forhåndsbestilling, min. antal på 20 pers.)

Består af som regel to retter oftest hovedret og dessert – vi serverer magert kød, fjerkræ og eller fisk med masser af grønt, kartofler, ris eller pasta og hjemmebagt brød. Hos os er det som regel ingen problem at være vegetar.

Hvem er vi

Lene har forpagtet køkkenet siden 2007, og er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom. Hun elsker at forkæle vores gæster med lækkert mad og bagværk. Man kan næsten altid høre Lene, da hun er let at begejstre og snakker højt.
I sin fritid bruger hun tiden på løb, svømning, vandreture, venner og familie. Hun er gift med Carsten, der er bankmand. Carsten hjælper også en del i Åkøk’net . Han cykler rigtig meget, så han gir gerne gode råd om ruter, terræn og områder. Han elsker øl, så derfor har vi mange forskellige øl på lager. Han er vores faste bartender. Sammen har de to drenge Jeppe og Jonas – Jeppe har ansvaret for vores facebook profil.

Derudover har vi 3-4 nøje udvalgte søde, hjælpsomme medarbejdere til at hjælpe os.