Nordskoven på MTB

MTB-ruten er en af landets sværeste og mest teknisk krævende ruter. Der er i alt 23 km ruteforløb.

Cykling i skoven – hvor og hvordan

I skovene må du cykle på alle eksisterende stier og skovveje. Det betyder også at du ikke må cykle i skovbunden hvor som helst. Cykling i skovbunden kan ødelægge skoven, fortidsminder og være til fare for andre skovgæster. Reglerne for cykling i skovene er bestemt i naturbeskyttelsesloven.

Ifølge færdselsloven skal hastigheden afpasses efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Der stilles særlige krav i skoven, hvor udsynet ofte er ringe og underlaget løst og glat.

Den almindelige højrevigepligt gælder også ved kørsel i skoven. Det er tilladt at færdes til fods overalt, så du kan pludselig møde nogen, hvor du mindst venter det.

Retningslinjer for MTB–kørsel i Silkeborgskovene:

  • Kør kun på skovveje, eksisterende stier og MTB-ruterne.
  • Vis hensyn til andre skov-gæster; Passer langsomt, hold afstand og vær sikker på, at de har opdaget dig.
  • Kør ikke på vandreruterne, de er forbeholdt de gående.
  • Undgå de mest populære områder f.eks. stierne omkring Almind Sø, Slåen Sø, Lovisehøj mv.
  • Kør varieret, brug ikke de samme stier og veje hver gang.
  • Kør ikke på eller ved siden af trapper, hverken opad eller nedad.
  • Kør med omtanke, pas på dig selv og husk cykelhjelmen.

 

MTB-ruten – Bemærk at ruten er ensrettet!!

Størstedelen af ruten er anlagt i skovbunden som et ensrettet singletrack. Sporet er markeret med røde pæle med MTB-piktogrammer. Når sporet splittes op i forskellige sværhedsgrader, angiver pilenes farve rutens sværhedsgrad. En forholdsvis let blå rute leder MTB-rytteren rundt i skoven. Fra den blå rute er det muligt at teste sine færdigheder på røde og sorte ruter der alle leder tilbage til den sammenhængende blå rute.

Sværhedsgrader:
Blå rute: En forholdsvis let rute dog med flere mere krævende passager. Den blå rute er sammenhængende. I området ved Rævebakken er det muligt at vælge forskellige blå ruter. De blå ruter samles alle på toppen af Rævebakken.

Rød rute: Her er tale om sværere strækninger med passager som kræver mere af MTB-rytteren, og som henvender sig til den øvede rytter.

Sort rute: De sorte ruter er krævende både i relation til rytteren og udstyret. Her vil ofte forekomme switchbacks eller stejle passager som øvede ryttere kan bruge bl.a. i træningssituationer.

Book nu

Nordskoven

Nordskoven ligger som en bred odde i et knæk på Gudenåen hvor landskabet er præget af bøge-skov

Almindesø

En af Danmarks reneste badesøer, som ligger ved hovedvejen.